Mediernes livscyklus i sprog- og AV-laboratorier
Gennem min interesse for sprogundervisning har jeg gjort mig tanker om sproglaboratoriernes udvikling. Udviklingen følger umiddelbart efter mediernes udvikling. Desværre er økonomien en bremsende faktor på skoler og universiteter, men udviklingen fortsætter, dog i et langsommere tempo end behovet opstår.
Desuden er der altid udfordringer og vanskeligheder i overgangen fra gammelt til nyt, det skal heller ikke glemmes.
Sprogundervisningen har i løbet af årerne fået adskillige hjælpemidler. I gamle dage var der lærebøger og ordbøger, som udgjorde basis for sproglæring. Man kunne vælge mellem selvstudium eller undervisning med sproglærer, som i bedste tilfælde havde målsproget som modersmål. Den internationale sprogskole Berlitz har eksisteret i 130 år. Efter lærebøger og ordbøger kom supplementet i form af vinylplader. Øvelserne og konversationen blev optaget på pladen og det kunne høres i en uendelighed. Der opstod blandt andet ”kunstig” kommunikationsmulighed på grund af udeladelser på båndet, hvor eleven fik mulighed for at gentage fraser eller svare på spørgsmål. Med magnetbåndoptagerens fødsel blev teknikken mere fleksibel. Båndoptageren kom til verden i 1940'erne, og mediet var i første generation spolebånd, magnetbånd med et tyndt lag magnetisk jernoxyd på bæremedier, allerførst af papir, derefter celluloseacetat, senere forskellige plasttyper. Dens fleksibilitet - det var nemt at spole og optage igen og igen på samme bånd - gav god mulighed for at udnytte det blandt andet i sprogundervisningen. Den moderne form for bånd blev udbredt i 1960’erne. Sproglaboratoriet var en realitet. Der blev produceret tusindvis af undervisningsmaterialer som stadigvæk findes på AV-afdelinger på sprogskoler. På trods af at magnetbåndet nærmest er en museumsgenstand i dag, bruger sproglaboratoriet på Københavns Universitet udelukkende bånd. Laboratoriet rummer plads til 25 personer. Parallelt med båndoptageren var fjernsynet en oplagt mulighed for præsentation af sprogundervisning. Sprogundervisningsprogrammer var aktuel i 70’erne i fjernsynet, men videobåndet overtog opgaven i starten af 1980’erne, og som konsekvens dukkede AV-laboratorier op. Sprogundervisning med videobånd har den fordel, at eleven hører fremmedsproget samtidig med de optagede situationer. På de fleste skoler, gymnasier og universiteter begyndte computere deres fremmarch omkring 1995. Magnetbånd er for det meste forældede, videobånd er skiftet ud med CD og DVD. På grund af computernes tekniske udvikling kan mange af de tidligere CD-er ikke bruges, de matcher ikke computerens nye software. Filmoptagelsen er digitaliseret og er nu egnet til afspilning på computeren eller DVD-afspilleren.
Men sproglaboratoriet gik i stå. Vil AV-laboratorier overtage dets plads?
De nyere medier og teknikker der hele tiden dukker op og kræver omstilling i det syn der er på sprogundervisning. Sms, chat, webcam, mp3, pod-casting, computerspil etc. Hvordan kan de udnyttes i et digitaliseret sproglaboratorium?
Desuden er der altid udfordringer og vanskeligheder i overgangen fra gammelt til nyt, det skal heller ikke glemmes.
Sprogundervisningen har i løbet af årerne fået adskillige hjælpemidler. I gamle dage var der lærebøger og ordbøger, som udgjorde basis for sproglæring. Man kunne vælge mellem selvstudium eller undervisning med sproglærer, som i bedste tilfælde havde målsproget som modersmål. Den internationale sprogskole Berlitz har eksisteret i 130 år. Efter lærebøger og ordbøger kom supplementet i form af vinylplader. Øvelserne og konversationen blev optaget på pladen og det kunne høres i en uendelighed. Der opstod blandt andet ”kunstig” kommunikationsmulighed på grund af udeladelser på båndet, hvor eleven fik mulighed for at gentage fraser eller svare på spørgsmål. Med magnetbåndoptagerens fødsel blev teknikken mere fleksibel. Båndoptageren kom til verden i 1940'erne, og mediet var i første generation spolebånd, magnetbånd med et tyndt lag magnetisk jernoxyd på bæremedier, allerførst af papir, derefter celluloseacetat, senere forskellige plasttyper. Dens fleksibilitet - det var nemt at spole og optage igen og igen på samme bånd - gav god mulighed for at udnytte det blandt andet i sprogundervisningen. Den moderne form for bånd blev udbredt i 1960’erne. Sproglaboratoriet var en realitet. Der blev produceret tusindvis af undervisningsmaterialer som stadigvæk findes på AV-afdelinger på sprogskoler. På trods af at magnetbåndet nærmest er en museumsgenstand i dag, bruger sproglaboratoriet på Københavns Universitet udelukkende bånd. Laboratoriet rummer plads til 25 personer. Parallelt med båndoptageren var fjernsynet en oplagt mulighed for præsentation af sprogundervisning. Sprogundervisningsprogrammer var aktuel i 70’erne i fjernsynet, men videobåndet overtog opgaven i starten af 1980’erne, og som konsekvens dukkede AV-laboratorier op. Sprogundervisning med videobånd har den fordel, at eleven hører fremmedsproget samtidig med de optagede situationer. På de fleste skoler, gymnasier og universiteter begyndte computere deres fremmarch omkring 1995. Magnetbånd er for det meste forældede, videobånd er skiftet ud med CD og DVD. På grund af computernes tekniske udvikling kan mange af de tidligere CD-er ikke bruges, de matcher ikke computerens nye software. Filmoptagelsen er digitaliseret og er nu egnet til afspilning på computeren eller DVD-afspilleren.
Men sproglaboratoriet gik i stå. Vil AV-laboratorier overtage dets plads?
De nyere medier og teknikker der hele tiden dukker op og kræver omstilling i det syn der er på sprogundervisning. Sms, chat, webcam, mp3, pod-casting, computerspil etc. Hvordan kan de udnyttes i et digitaliseret sproglaboratorium?
posted by Tillike Ida Marthe Jorgensen at 6:53 AM
0 Comments:
Post a Comment
<< Home